”Forebyggelsens Dag” skal hjælpe de unge

På ungdomsuddannelserne i Holstebro bliver der i dag og næste tirsdag for første gang afholdt otte workshops, der skal hjælpe de unge til at blive klædt på til livet som ung.

1400 af Holstebro Kommunes 1.g’ere skal i dag og næste tirsdag igennem ”Forebyggelsens Dag”. I formiddags gik det løs for 300 elever på Holstebro Gymnasium og HF. Foto: Line Blond

1400 af Holstebro Kommunes 1.g’ere skal i dag og næste tirsdag igennem ”Forebyggelsens Dag”. I formiddags gik det løs for 300 elever på Holstebro Gymnasium og HF. Foto: Line Blond

Af Line Blond

Hvordan får du styr på økonomien? Hvad gør du, hvis presset lige pludselig bliver for stort? Og hvad er dine rettigheder i forhold til et fritidsjob, når du er under uddannelse? Alt det og meget mere kan førsteårseleverne på Holstebro Gymnasium og HF og de andre ungdomsuddannelser i kommunen, få svar på i de kommende dage.

Projektet er et fælles tiltag fra Holstebro Kommune, Midt- og Vestjyllands Politi og ungdomsuddannelserne. Inspirationen til ”Forebyggelsens Dag” kommer fra kommunerne i henholdsvis Thisted, Silkeborg og Skive, der alle tidligere har haft succes med lignende arrangementer.

”Eleverne efterspørger nogle alternative skoledage, og så er det her jo rigtig godt for at motivere og inspirere dem,” siger Mads Vistisen, der er uddannelsesleder på Holstebro Gymnasium og HF.

En anderledes skoledag
Det er ikke skolens egne ansatte, der står for de otte workshops, men derimod frivillige fra blandt andet politiet, Holstebro Kommune, medicinstuderende fra Aarhus Universitet og SSP. De unge bliver tilbudt at deltage i forskellige workshops som ”Psykisk Sundhed” og ”Luxusfælden”. Sidstnævnte lærer dem blandt andet at styre deres økonomi.

”De var rigtigt gode til at vise os, hvordan vi lægger et budget, så man har råd til en lejlighed, og hvilke lån man skal kigge på, så man ikke bare vælger det med den laveste rente,” fortæller Lone Clemmensen, der går i 1.g på Holstebro Gymnasium.

Højere krav til de unge
SSP-koordinator og tovholder Jon A. Jørgensen håber, at det nye samarbejde kan fortsætte efter en evaluering af dagen. Han mener, at kravene til de unge i dag er blevet så store, at ”Forebyggelsens Dag” forhåbentlig kan vise sig at hjælpe dem godt på vej ud i ungdomslivet.

Eleverne på Holstebro Gymnasium og HF er også tilfredse med dagens workshops, selvom der stadig er plads til forbedringer i fremtiden.

”Jeg tror, at udbyttet ville have været større, hvis vi havde haft mere end en halv time. Sådan noget som ”Luxusfælden”, det kunne vi godt have brugt mere af,” siger eleven Frederik Pedersen.

Torsdag den 9. Oktober er der ”Forebyggelsens Dag” på HHX, HG, HTX og Maler og Tømrer uddannelserne i Holstebro Kommune.

, ,