Holstebro tager chancen med Rolling Stones

Aldrig før er der givet tilladelse til at bruge Rolling Stones musik i en teaterkoncert. Black Box Theatre i Holstebro har store forventninger før premieren.

En stor scenografi er en del af teaterkoncerten. Tirsdag eftermiddag arbejdes der stadig på højtryk for at blive klar. Foto: Jonas Rimer Hansen

En stor scenografi er en del af teaterkoncerten. Tirsdag eftermiddag arbejdes der stadig på højtryk for at blive klar. Foto: Jonas Rimer Hansen

Af Jonas Rimer Hansen

På torsdag slår Black Box Theatre i Holstebro dørene op for en kæmpesatsning, der har været flere år undervejs. Da man for 4 år siden opsøgte dem, der sad med rettighederne over musikken fra det sagnomspundne band The Rolling Stones, blev forespørgslen blankt afvist. Det stoppede dog ikke folkene bag projektet. De drager snart landet rundt med et kæmpe show, der har rødder i Holstebro.

At kaste sig over noget så stort som Rolling Stones er bestemt ikke ligetil. Og slet ikke for en mellemstor by i Vestjylland. Det er de bekendt med i Black Box Theatre. Men de tror så meget på projektet, at de tager chancen alligevel.

”Der er nogle, som nærmest opfatter en opsætning af Rolling Stones som helligbrøde, noget vi simpelthen ikke kan slippe godt fra. Vi kunne da helt sikkert slippe af sted med mere i Holstebro, hvis det havde været en mindre kendt band, og vi kun spillede i Holstebro,” siger direktør for Musikteatret Holstebro Anders Jørgensen.

Helt unikt for byen
At forestillingen er havnet i Holstebro og har premiere her er noget, der vækker glæde mange steder. I Holstebro byråd satses der på udvikling indenfor kultur og musik. Som en følge heraf er torsdagens premiere særdeles kærkommen.

”Det er helt fantastisk, at det er lykkedes at skaffe sådan en premiere til byen. Det viser, at der sker noget her i byen,” siger formanden for Udvalget for Kultur og Fritid i Holstebro byråd Leif Brøgger.

Når de planlagte 10 forestillinger i byen er overstået, drager hele produktionen videre til København og til sidst Århus. Det er det samme hold, der sætter op og piller ned i hele landet for at det bliver perfekt. Og skulle det blive en succes, har folkene bag allerede sikret sig rettighederne til showet i både 2015 og 2016.

,