S: Spillehaller skal ikke fordele lokalstøtte

Skatteministeren vil sørge for, at spillehaller ikke selv kan vælge hvilke foreninger, de vil støtte. Problematisk for foreningerne, mener spilindehaver i Holstebro.

En del af overskuddet fra spilleautomaterne i Holstebro går i dag til lokale idrætsforeninger. Foto: Sarah Winther

En del af overskuddet fra spilleautomaterne i Holstebro går i dag til lokale idrætsforeninger. Foto: Sarah Winther

Af Mathias Mosskov Andersen

I dag kan ejerne af spillehallerne i Holstebro Kommune selv bestemme hvilke foreninger, de vil støtte. Det sker gennem udlodningsmidlerne, som er en del af det overskud, spillehallerne laver.

I dag gives pengene i høj grad til lokale idrætsforeninger. Men flere kontrolbesøg fra SKAT og TV-2 programmet ”Operation X”, har vist, at der snydes med midlerne. Det får i dag skatteminister Benny Engelbrecht til at foreslå, at midlerne i stedet skal centraliseres – og derefter må foreningerne selv søge om pengene.

Spillehallerne må ikke bestemme
Hos Nærkøbs Spillehal i Holstebro er indehaver Per Meklenborg ikke tilfreds med nyheden om, at han muligvis ikke selv vil kunne bestemme hvilke foreninger, der får del i udlodningsmidlerne.

”Det er meget bedre, hvis vi får lov til at give pengene lokalt. Det vil jo betyde, at nogle foreninger mister penge, hvis de skal søge pengene hos fonde i stedet for,” siger Per Meklenborg.

Han mener, at det er en skam, hvis udlodningsmidlerne kommer til at blive styret fra centralt hold, da han frygter, at de ikke vil prioritere de samme foreninger, som spillehallerne gør i dag.

”At der har været nogle sager i København, bør ikke betyde, at lokale foreninger mister penge,” siger Per Meklenborg.

Delte holdninger
Hos Cafe Pitstop i Holstebro mener man ikke, at det får den store betydning. Rent forretningsmæssigt ændrer det ikke på noget, at man ikke selv kan bestemme, hvem der skal have pengene.

”Det vil ikke betyde så meget. Det er lidt ærgerligt, hvis vi ikke selv kan udlodde midlerne, men det får ikke en betydning som sådan,” siger Mikael Bille, indehaver af Cafe Pitstop.

Forslaget bliver præsenteret af Benny Engelbrecht for folketingets partier i denne uge.

I Holstebro Kommune er der 22 virksomheder med spilleautomater.

,