Sevel Kro indstillet til vækstpris

Sevel Kro var i går på listen over midtjyske virksomheder, der er blevet nomineret til Region Midtjyllands årlige vækstpris.

Af Jesper B. Christiansen

Det er Visit Holstebro, der i år har valgt at nominere Sevel Kro til vækstprisen, der gives til midtjyske virksomheder i turistbranchen. Ifølge Susanne Toftegaard Hansen, der er chef for erhverv og turisme i Visit Holstebro, blev Sevel Kro nomineret af flere grunde.
”Vi har indstillet dem, fordi det er en virksomhed i vækst. Desuden er de overordentligt aktive i at fortælle om nærmiljøet omkring kroen.”

Susanne Toftegaard Hansen påpeger, at meget af maden på kroen bliver tilberedt af lokale råvarer, og at Sevel Kro er gode til at lave fælles aktiviteter med andre turistattraktioner, blandt andet det nærliggende frilandsmuseum Hjerl Hede. ”Sevel Kro er et foregangseksempel for andre virksomheder, fordi de fokuserer på at opholdet også skal indeholde lokale oplevelser,” siger Susanne Toftegaard Hansen.

Afgørelse til november

I år er det tredje gang, at Region Midtjylland uddeler vækstprisen. Formålet er at højne niveauet hos midtjyske virksomheder, der beskæftiger sig med turisme. Ideen er derfor at sætte fokus på og hylde de virksomheder, der i årets løb har udmærket sig på forskellige måder.

I alt uddeles der tre forskellige priser. Hovedprisen på 75.000 kroner gives til en virksomhed, der har udmærket sig ved at skabe nye jobs, og som har oplevet en fremgang i deres omsætning. Derudover uddeles der to mindre priser, der fokuserer på virksomhedernes service og satsning på bestemte målgrupper.

Sevel Kro må dog, ligesom de 32 andre nominerede, vente lidt endnu på afgørelsen. Vinderen af årets pris bliver således først offentliggjort den 4. november.

,