Sygeplejersker tør ikke udtale sig om Holstebro Sygehus

Holstebro Sygehus lukker i 2017, fordi flere af afdelingerne ikke kan fungere uden hinanden. Ingen kommentar, lyder det fra sygeplejerskerne.

Fra 2017 hører Holstebro Sygehus fortiden til. Patienterne rykker til Herning. FOTO: Sarah Winther

Fra 2017 hører Holstebro Sygehus fortiden til. Patienterne rykker til Herning. FOTO: Sarah Winther

Af Trine Tonsberg Nielsen

Holstebro Sygehus lukker definitivt i 2017. Oprindeligt var planen at flytte afdelingerne til Herning en efter en frem mod 2018/2019, men man har siden måtte revidere den beslutning.

”Afdelingerne kan ikke fungere uden hinanden. Derfor har vi valgt, at det giver mest mening, hvis vi flytter hele sygehuset samtidigt i 2017.”

Sådan lyder det fra kommunikationskonsulent for Hospitalsenheden Vest, Brian Borg Andersen. Han kalder det et problem hvis man flytter nogle af afdelingerne, mens andre bliver i Holstebro.

Sygeplejersker tør ikke udtale sig
Trods de ændrede planer, ser Brian Borg ikke nogle problemer i at påbegynde lukningen af Holstebro Sygehus tidligere end beregnet, fordi man samtidig rykker patienter fra Herning til det nye supersygehus i Gødstrup.

”Det bliver ikke noget problem med flere patienter i Herning, fordi en del af sygehuset i Gødstrup åbner i 2017. Vi rykker altså patienter fra Herning til Gødstrup og skaber på den måde plads til patienterne fra Holstebro,” siger han.

Dagens Holstebro har forsøgt at få en kommentar fra flere af de sygeplejersker, der til dagligt arbejder på Holstebro Sygehus. Det har dog ikke været muligt, fordi sygeplejerskerne ikke tør udtale sig. De er, efter eget udsagn, bange for at sige noget, der ikke stemmer overens med ledelsen og de efterfølgende konsekvenser.

Når Holstebro Sygehus om 3 år lukker, vil kun en øjenafdeling og en høreklinik forblive i de gamle hospitalsbygninger. Desuden åbner et nyt sundhedscenter i Holstebro, som skal varetage nogle af de patienter, der lige nu kommer regelmæssigt på Holstebro Sygehus.

,