Ulla Tørnes’ dobbeltrolle bekymrer

Næstformanden for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune er bekymret for, om hendes formand, Ulla Tørnæs, er i stand til at varetage sit job, efter hun er blevet valgt til Europaparlamentet. Sagens hovedperson afviser kritikken.

Ulla Tørnæs deltog i dag i et udvalgsmøde på rådhuset i Holstebro. Foto: Sarah Winther.

Ulla Tørnæs deltog i dag i et udvalgsmøde på rådhuset i Holstebro. Foto: Sarah Winther.

Af Jesper B. Christiansen

Ulla Tørnæs blev valgt til Holstebro Byråd ved det seneste kommunalvalg for snart et år siden. Målet var at erobre borgmesterposten, men den forhenværende undervisningsminister og folketingsmedlem for Venstre, måtte dog tage til takke med formandsposten i Social- og Sundhedsudvalget. I maj måned blev hun valgt til Europaparlamentet som spidskandidat for Venstre. Hendes kommende arbejde i Bruxelles skaber bekymring på Holstebro Rådhus.

Udvalget er bekymrede
Ifølge Susanne Funch, næstformand for Social- og Sundhedsudvalget for Socialdemokratiet i Holstebro, er det bekymrende, at Ulla Tørnæs fremover skal bruge tid på EU-politik ved siden af sit arbejde som udvalgsformand.

Læs også: Søren Gade donerer middag til krigsveteraner

”I Socialdemokratiet har vi en regel om, at man ikke kan sidde i et byråd, samtidig med eksempelvis folketinget eller Europaparlamentet. Vi synes, at man skal fokusere 100 procent på en ting ad gangen, og derfor er vi meget bekymrede og opmærksomme på situationen,” siger Susanne Funch.

Derudover finder hun det paradoksalt, at Ulla Tørnæs i kommunalvalgkampen lovede at ”hellige sig Holstebro 100 procent,” for derefter at stille op til Europaparlamentet et halvt år efter.

Ulla Tørnes afviser kritikken
Hovedpersonen selv, Ulla Tørnæs, mener dog ikke, at hverken Susanne Funch eller Holstebros borgere bør være bekymrede. Hun afviser blankt, at hendes job i Europaparlamentet skulle forhindre hende i at udføre det arbejde, som hun er valgt til at udføre i Holstebro.

”Selvfølgelig kan jeg varetage begge funktioner, det har jeg også Venstres fulde opbakning til,” siger Ulla Tørnæs. Hun påpeger samtidig, at hendes løfte i valgkampen om at hellige sig 100 procent til Holstebro, blev givet med henblik på at blive borgmester. Hun fortæller desuden, at hun ikke havde stillet op til Europa-Parlamentet, såfremt hun havde fået borgmesterposten.

Intet i vejen med forskellige poster
Ifølge kommunalforsker Roger Buch, kan der ikke rettes en overordnet kritik af Ulla Tørnæs forskellige politiske poster. Han påpeger, at der heller ikke i det private erhvervsliv er grænser for, hvor mange bestyrelsesposter man eksempelvis kan bestride. Det er derfor op til både vælgere og lokalepartiforeninger at vurdere, om politikere er i stand til at varetage flere forskellige poster.

Han advarer dog mod, at man undervurderer den arbejdsbyrde, der hviler på Ulla Tørnæs. Social- og Sundhedsudvalget er en af de mest ansvarsfyldte formandsposter, hvor det forventes, at formanden er mest muligt til stede.

Indtil videre har Ulla Tørnes meldt afbud til to møder i Social- og Sundhedsudvalget, som en direkte følge af hendes kandidatur til Europaparlamentet.

,