100.000 kr. fra kommunen sikrer julestemning

Stormen Bodil ødelagde sidste år julelyset i Holstebro. I år mærker handelsstandsforeningen konsekvenserne på pengepungen, og derfor skal julelyset i år sikres med tilskud fra kommunen.

 

Pengene går bl.a. til udsmykning af Danmarks største juletræ i Storå. FOTO: Scanpix

Pengene går bl.a. til udsmykning af Danmarks største juletræ i Storå. FOTO: Scanpix

Af Nicklas Skyum Clausen

Der bliver igen i år mulighed for at beundre kilometervis af lyskæder i centrum af Holstebro i december. Stormen Bodil gjorde ellers sit bedste sidste år for at forpurre dette, men kommunen kommer nu handelsstandsforeningen til hjælp.

Økonomiudvalget i Holstebro Kommune besluttede i går at efterkomme handelsstandsforeningens ansøgning om økonomisk støtte til julebelysningen i Danmarks flotteste handelsby.

”Vi vil gerne give handelstandsforeningen en håndsrækning. At man kan se, vi gør noget ekstraordinært i december måned, er et vigtigt element,” siger Anders G. Jacobsen (V), 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget.

Et godt samarbejde

Man ville have været nødt til at gå på kompromis med belysningen i juletiden, hvis ikke kommunen havde trådt til med deres tilskud. Og selvom 100.000 kr. kan lyde af meget, er det ifølge Jens Kristian Larsen, handelschef i Holstebro Handelsstandsforening godt lagt ud.

”Det er ikke sådan, at vi har ansøgt Holstebro Kommune om et ublu antal midler. Det er i alles interesse, at vi har en optimal julebelysning, og det er den vigtigste periode på året for detailhandlen,” siger han.

”Vi er sindssygt lykkelige for, at de vil hjælpe os. Når vi har de her ekstraordinære situationer, er det vigtigt, at vi har et godt samarbejde med Holstebro Kommune,” fortsætter Jens Kristian Larsen.

Det ville have kostet tusindvis af mandetimer, hvis ikke hjælpen var kommet. Og det ville ikke have været muligt at give byens handlende den oplevelse, man gerne vil give dem.

Stolte af belysningen

”Vi vil gerne profilere os som en attraktiv handelsby. Vi er i skarp konkurrence med andre byer som Herning og Viborg,” siger Anders G. Jacobsen.

Julelysene er en del af det, der gør at Holstebro fire gange i træk har vundet prisen som Danmarks flotteste handelsby, og derfor er begge parter glade for, at det igen i år er blevet muligt.

”Der er ikke ret mange andre byer, der har et juletræ på 23 meter stående i en å med 1,2 kilometer lyskæder på,” lyder det fra Jens Kristian Larsen.

,