En succesrig campingsæson er snart forbi

Det danske sommervejr har smilet til campingpladserne landet over i år. Således også i Holstebro kommune, hvor blandt andre Mejdal Camping har oplevet flere feriegæster

De danske campister har nydt godt af sommerens vejr. Foto: Scanpix

De danske campister har nydt godt af sommerens vejr. Foto: Scanpix

AF Tenna Brink Kruse

Is og afslapning i solen i sammenklappelige møbler. Campingkulturen har naturen som stue, og derfor afhænger sæsonen af vejret. Og i år har varmen strømmet over Danmark, mens solen har hængt trofast over ferieglade danskere. Det har campisterne og pladsernes ejere nydt.

For på blandt andre Midtjyllands campingpladser har der været ekstra besøgende i år. I Holstebro har man mærket den ekstra efterspørgsel. Hos Ejsing Strand Camping i Vinderup har især den tidlige sommer ladet sig mærke:

”Det har været en god sæson i år. Især i foråret har vi haft flere overnatninger,” fortæller ejer Henning Carlsen, og forklarer, at det er fordi vejret har været så godt.

På Mejdal Camping i Holstebro er ejer Gerda Kragelund også tilfreds. Hun har også mærket den større interesse og krediterer det stabile sommervejr.

”Egentlig har vi en meget stabil kundekreds, men i år har vi haft flere gæster end de sidste par år,” fortæller hun.

I Midtjylland har der i de første campingmåneder været en stigning i besøgende på 5% i forhold til 2013. Sensommermånederne august og september er endnu ikke gjort op.

Dansk campingråd er glade
Dansk Campingråd er glade for udviklingen. Her forklarer Kenneth Hjorth-Hansen, konsulent hos Campingrådet, at de forventer en markant stigning af campinggæster i sommerens endnu ikke opgjorte måneder. Det forklarer han med, at tyskernes sommerferie i år er rykket en måned frem.

Han glæder sig allerede over de tal, der er kommet:

”Man kan helt sikkert mærke, at vi har haft en god sommer. Faktisk havde vi ikke regnet med nogen fremgang i år, fordi sommeren også var rigtig god sidste år,” fortæller Kenneth Hjorth-Hansen, der er økonomisk-politisk konsulent hos Campingrådet.