Rejsekort er snart at finde i Holstebros busser

Fra slutningen af oktober vil man kunne bruge rejsekort i Holstebros bybusser

Af Trine Tonsberg Nielsen
Fra d. 29. oktober vil det i Holstebro være muligt at betale med rejsekort, når man tager bussen i skole eller på arbejde. FOTO: Scanpix.

Fra d. 29. oktober vil det i Holstebro være muligt at betale med rejsekort, når man tager bussen i skole eller på arbejde. FOTO: Scanpix.

Stolperne med det markante blå lys vil snart være at finde i busserne i Holstebro. Fra den 29. oktober vil det nemlig være muligt at benytte sig af rejsekortet, hvis man tager bussen.

Ligesom i togene har rejsekortet nemlig det sidste års tid sneget sig ind i busserne rundt i Danmark, og nu er turen kommet til Holstebro.

Skærmbillede 2014-10-02 kl. 12.50.25

”Ligesom i resten af landet, starter vi med at indføre rejsekortet som et tilbud. Det bliver altså en ekstra billetform i bussen. I den her omgang fjerner vi ikke noget,” fortæller Søren Sørensen, projektchef ved Midttrafik.

Udtrapning af klippekortet

I løbet af det første års tid med rejsekortet i busserne vil det stadig være muligt at købe en kontantbillet og bruge klippekort og månedskort, fortæller Søren Sørensen. Idéen er så at fjerne klippekortet inden for det næste års tid.

”Planen er, at vi engang til næste år melder ud, at nu stopper salget af klippekortet. Herefter fases det ligeså stille ud, så du efter et stykke tid kun kan bruge kontantbillet, rejsekort eller periodekort,” fortæller han.

Læs også: Biobesøg af minister og ambassadør

Ingen udsigter til problemer

Siden rejsekortet begyndte sit indtog i de danske busser i januar, har man oplevet meget få problemer med det lille kort i busserne. Ifølge Søren Sørensen har problemerne i togene haft en stor indflydelse på det.

”Rejsekortet er kommet sig over børnesygdommene, og det har vi jo så gavn af i Midttrafik, fordi vi først kommer på nu,” fortæller han.

For de folk der bor på landet i Holstebro Kommune, fungerer det på samme måde der, hvis de glemmer at tjekke ud, inden de forlader bussen. Der bliver ikke taget specielle hensyn til dem, fortæller Søren Sørensen.

”Hvis man glemmer at tjekke ud efter sin rejse, bliver der ikke beregnet nogen pris. Man betaler til gengæld et 50 kroners depositum, som blev trukket, da man stod på bussen, præcis ligesom i togene,” siger han.

, , , ,