Røde Kors forventer fyldte raslebøsser

Hjælp fra den lokale håndboldklub og flere unge frivillige skaber optimisme hos Røde Kors i Holstebro, forud for den årlige landsindsamling.

Hos Røde Kors håber man at få fyldt de røde raslebøsser, når deres årlige landsindsamling afholdes på søndag

Hos Røde Kors håber man at få fyldt de røde raslebøsser, når deres årlige landsindsamling afholdes på søndag. Foto:Scanpix

Af Jesper B. Christiansen

På søndag vil der igen blive raslet med de røde indsamlingsbøsser, når frivillige landet over stemmer dørklokker i forbindelse med Røde Kors årlige landsindsamling.

Traditionen tro afholdes indsamlingen den første søndag i oktober, og lokalafdelingen i Holstebro Kommune, forventer indsamlingsleder Britt Sandvad, at det lykkes at få samlet flere penge ind end sidste år.

Flere frivillige indsamlere
Ved sidste års indsamling lykkes det at indsamle 92.000 kroner i Holstebro kommune. I år forventer Røde Kors at samle mere end 100.000 kroner ind, for det er lykkes at få flere frivillige til at deltage i indsamlingen i Holstebro kommune.

Ifølge Britt Sandhvad er der omkring 130 borgere, der har valgt at bruge deres søndag på at samle penge ind. Der har især været fokus på at få de unge til at medvirke. Det har betydet, at mange af de nye frivillige i år kommer fra Holstebro Gymnasium.

Her har Røde Kors været ude og snakke med de unge studerende, og det har medført, at 50 gymnasieelever vil deltage.

Team Tvis Holstebro hjælper til
Det er ikke kun de unge fra Holstebro gymnasium, der i år hjælper til. Også håndboldklubben Team Tvis Holstebro har valgt at give Røde Kors en hjælpende hånd.

”De har været rigtig aktive med at hjælpe os i år. Blandet andet har de doneret 50 billetter til kommende kampe, som der bliver trukket lod om blandt vores frivillige, så de har hjulpet rigtigt meget”, siger Britt Sandhvad.

Hun fortæller desuden, at håndboldklubben har givet lov til, at Røde Kors samler ind hos klubbens fans, når dameholdet spiller kamp på søndag.

, ,