Unge brandkadetter skal rustes til job

Projektet ”Firekids, Fireguys ’n’ girls” vil skabe interesse for arbejdsmarkedet blandt unge i Holstebro

Af Katrine Dam

TrygFondens donation til projektet ”Firekids, Fireguys ’n’ girls” er den eneste af sin slags i Vestjylland. Foto: Sarah Marie Winther

TrygFondens donation til projektet ”Firekids, Fireguys ’n’ girls” er den eneste af sin slags i Vestjylland. Foto: Sarah Marie Winther

De unge brandkadetter er ikke et fremmed syn i de danske byer, og i marts måned næste år indtager de også Holstebro. Projektet i Holstebro hedder ”Firekids, Fireguys ’n’ girls”, og det kommer til at skille sig ud fra lignende projekter på grund af det store fokus på erhverv.

Personerne bag ”Firekids, Fireguys ’n’ girls” vil sætte fokus på at skabe et miljø, hvor de unge får lyst til at tage en uddannelse, indgå på en arbejdsplads og lave frivilligt arbejde. Det vil de blandt andet gøre ved at inddrage en fritidsjob-vejleder og samarbejde med Jydske Dragonregiment.

Læs også: Unge brandkadetter skal bekæmpe kriminalitet

”Vi ved fra andre byer, at de unge bliver bidt af projektet, og forhåbentlig kan vi bruge deres entusiasme til at motivere dem til at gå ind i eksempelvis frivilligt arbejde,” siger Jon Jørgensen, som er projektleder på projektet og SSP-koordinator i Holstebro.

Projektet skiller sig ud
Når de første forløb med brandkadetter løber af stablen i Holstebro i starten af næste år, vil en stor del af undervisningen ligne den, som allerede findes i andre byer. Ud over brandslukningsopgaver, førstehjælp og forskellige redningsopgaver vil brandkadetterne i Holstebro dog også komme til at arbejde tæt sammen med en fritidsjob-vejleder.

Fritidsjobs-vejledningen vil blive understøttet af konkrete redskaber inden for jobtræning, som at skrive en ansøgning, tips til personlig fremtræden og træning af jobsamtaler.

Helle Aagot Clausen, som er projektchef for Brandkadetterne på landsplan, er positiv over for Holstebros videreudvikling af projektet. Hun ser en klar sammenhæng mellem projektet og arbejdsmarkedet.

”Som brandkadet lærer de unge at tage ansvar, passe på sig selv, hinanden og omgivelserne. Egenskaber, som er meget vigtige på fremtidens arbejdsmarked,” siger Helle Aagot Clausen.

Flere frivillige brandmænd
For at øge fokusset på erhverv har Holstebro-projektet også lavet et samarbejde med Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Samarbejdet indebærer, at de unge brandkadetter blandt andet skal overnatte på kasernen og lære om de grundlæggende arbejdsprocesser i forsvaret. Et samarbejde som projektlederne håber, vil skabe en lyst blandt brandkadetterne til at aftjene værnepligt, når de engang bliver gamle nok.

”Vi laver nogle forløb på kasernen, så de unge kan få et indblik i livet som værnepligtig. Forhåbentlig kan det skabe en lyst til en fremtid inden for militæret for nogle af brandkadetterne,” siger Jon Jørgensen.

, ,